Fuldtid · Personelkommandoen Høvelte Kaserne
Cyberdivisionen søger IT-supporterelever til lokal IT på Garderkasernen i Høvelte
Jobbeskrivelse
Manchet Er du vild med IT og vil du hjælpe andre med at få teknologien til at spille? Bliv IT-supporterelev på Høvelte Kaserne og få chancen for at kombinere praktisk erfaring med en målrettet uddannelse, mens du bliver en del af et engageret team i en spændende og dynamisk hverdag. Om os Hos Lokal IT i Høvelte er vi en lille, men dedikeret enhed med 9 medarbejdere og 6 lærlinge.
Vores primære opgave er at levere lokal IT-support til brugerne på Garderkasernen, især for Den Kongelige Livgarde, men også for andre myndigheder. Og vi stopper ikke dér – vi supportere også Livgarden, når de går på vagt ved de Kongelige slotte og palæer rundt om i Danmark samt på flere af Forsvarets lokaliteter i Nord- og Nordvestsjælland. Vi tror på "frihed under ansvar", og vi elsker at lære nyt og dele vores viden.
Vores teamkultur er præget af professionalisme, højt humør og et tæt samarbejde. Om uddannelsen Som IT-supporterelev hos os vil du få den perfekte balance mellem skole og praktik. Du vil være en del af vores lokale servicedesk team, hvor du vil hjælpe brugerne med alt fra daglig support til fejlfinding.
Vi sikrer, at du får den nødvendige oplæring, så du efterhånden kan tage mere ansvar og blive specialist i at løse problemer med Forsvarets mange forskellige applikationer. Efter 2 år hos os vil du have lært at: • Optimere opgaveløsninger og skabe fremdrift. • Tage ansvar for dine egne opgaver og arbejdsdag. • Selvstændigt supportere brugerne og konfigurere udstyr. Om dig Vi leder efter to elever, der har gennemført Grundforløb 2 under Data- og kommunikationsuddannelsen eller som er i gang med at gøre det.
Hos os bliver du en succes, når du viser ansvarlighed og leverer kvalitet – noget, vi værdsætter højt i Forsvaret. Du vil passe godt ind, hvis du: Har en passion for IT-support og ønsker at udvikle dig som en serviceminded og dygtig supporter. Er nysgerrig, engageret og trives med at lære nyt.
Er klar til at tage ansvar og løbende udvikle dine færdigheder. Ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer. Det statslige område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for håndværkere og teknikere.
For dig, som er under 25 år bliver din startløn udregnet på baggrund af eventuel tidligere uddannelse og erfaring, men vil minimum udgøre 12.851,84 kr. pr. måned. Er du fyldt 25 år udgør din løn 22.277,12 kr. pr. måned. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes, og opretholde sikkerhedsgodkendelsen, under hele ansættelsesforløbet. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Har du spørgsmål om uddannelsen eller hverdagen hos os, kan du kontakte chefsergent Gerth Sloth Berthelsen på mail: FMI-C-OSEH01@mil.dk eller lærlingekoordinator René Marott på FMI-C-OSD03@mil.dk. Har du spørgsmål om ansættelse eller vilkår, kan du tage fat i HR-konsulent Silke Cicilia Rasmussen fra Personelkommandoen på telefon 2043 1029. Ansøgningsfrist: 15. april 2026 Ansættelsesdato: Forventet tiltrædelsesdato aftales individuelt Vi beder dig søge stillingen via linket ”Søg den ledige stilling” og vedhæfte ansøgning, CV, eksamensbevis (udskrift af eksamensblad), grundforløbsbevis samt anden relevant dokumentation.
Hvis det ikke er muligt at scanne og vedhæfte dokumenterne i PDF-format, kan du medbringe dem til samtalen. Hvis du er fyldt 25 år, eller bliver det inden uddannelsesstart, skal du have gennemført en realkompetencevurdering (RKV) ved den tekniske skole. Denne skal vedlægges din ansøgning.
Forsvarsministeriets organisation værdsætter mangfoldighed og ser det som en styrke for opgaveløsningen. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere – uanset baggrund – til at søge stillingen. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
Klar til at søge?
Udfyld felterne nedenfor og kom i gang med din ansøgning. Samtaler afvikles løbende.
Kontakt vores koordinator for mere info om jobbet og processen.


